Vi har i Brug for alle unge siden 2002 i samarbejde med en række frivillige foreninger etableret lektiecaféer på biblioteker og skoler landet over. Evalueringer af en række lektiecaféer har vist, at det er svært at få de unge drenge til at møde op i de traditionelle lektiecaféerne. Derfor har vi de sidste par år arbejdet med at udvikle lektiecafékonceptet, så det matcher behovet hos de unge drenge. Det har vi blandt andet gjort ved at etablere lektiecaféer i miljøer, hvor drengene i forvejen kommer; eksempelvis på netcaféer og i fodboldklubber.
Vi har samlet en masse gode erfaringer med at etablere lektiecaféer, som vi har samlet i en håndbog. Formålet med håndbogen er at formidle erfaringer med at etablere lektiecaféer samt inspirere til at nytænke lektiecaféen som koncept. Håndbogen er målrettet frivillige foreninger, klubmedarbejdere, virksomheder, bibliotekarer, integrationsmedarbejdere og andre, som overvejer at gå i gang med at etablere en lektiecafe.

